Et bils skæbne i skoven

Engang blev hun forladt, og overladt til langsom forsvinden, som det sker for alt, der ligger hen i den åbne natur.

Sidst jeg så hende, lå hun sammensunket i skovbunden. Hendes indmad var væk, der var kun jern­ka­ros­seriet tilbage. Men stadig kunne en dør og svungne for­skærme ses. Engang har et menneske stolt sat sig bag hendes rat for første gang, og er kørt ud i verden i nydelse af friheden på hjul, der har taget det menneske ud til nye oplevelser med familien, med venner, til forretnings­forbindelser. Måske har et forelsket par engang set Humphrey Bogart i sort-hvid på et stort udendørs lærred, medens de siddende i netop denne vogn har haft armene om hinanden og har delt en soda pop med hver sit sugerør.

Det kan selvfølgelig også være, hun var i et hemmeligt politis tjeneste, og synet af hende, når hun rullede op foran en gadedør midt om natten, og man i svagt lys kunne ane hendes blodrøde plysinteriør, vakte frygt og rædsel hos dem, hun kom for at besøge.

Men nu lå hun her og kom ganske langsomt en smule nærmere naturen, som det jern, hun var lavet af, rustede lidt efter lidt. En mand, der har levet på hendes tid, ville nok kunne sige, hvad hun hed, og hvor hun kom fra, ud fra formen på de karakteristiske vinduesudstansninger. Hun har været todørs, med en lav taglinje, en slags coupé. Måske har hun haft en fræk lille snerren i sin udstødning. Var hun en Rambler, eller måske en Rover?

Jeg så hende ligge der for nogle få år siden, da jeg sammen med andre på vandretur kom forbi hende. Nu var jeg på hendes egn igen, og ville se, hvordan det gik hende.

Det var et trist syn. Store skovmaskiner har bøvlet rundt med hendes krop, så det, der endnu er tilbage, nu er helt forvredent, og det kun vanskeligt lader sig se, at engang var dette et automobil. Som at finde en grav skændet af vandaler, der ikke har haft den mindste sans for, hvilket livsløb, der her var lagt til hvile.

Man kan godt spørge, om hun i sin tid blev henslængt her af blot og bar ligegyldighed, fordi hun ikke var tjenlig længere, og kun var et stykke skrot, ingen havde fornemmelse for. Men det kan jo også sagtens være, at hun er gået i stå på en rejse, hvor ingen havde midlerne til at bringe hende videre. Og efter­følgende er skoven så vokset op omkring hende. Ganske vist er hun nu uden motor, hjul og sæder, som det ser ud, men disse dele kan også være forsvundet lidt efter lidt hen ad vejen, når nogen har haft brug for en reservedel.

For at ære hende, burde man nu varsomt og omhyggeligt samle det sidste sammen og køre det hen, hvor det kan ligge i fred til den sidste rest er taget af rusten. Ja, det tror jeg for resten, jeg vil prøve. At blive den, der tager sig af den gamle piges sidste anstændighed og giver hende en ærefuld plads. Måske flytter fugle ind i hendes kroge, måske gemmer en hare sig for fjender under hendes beskyttende metal. I hvert fald ville hun min tid ud blive passet på som det klenodie fra en svunden tid, hun er.

Æret være hendes minde.